»Færdig med Himmelanker bliver jeg aldrig — det er en meget meget smuk bog, man bliver lukket ind i et venskab, der er så tæt og varmt, at det kun kan opstå mellem to meget sjældne personer, jeg er meget betaget og taknemmelig.«
Dorrit Willumsen
»Det er en fantastisk roman! En meditation over døden. At overkomme døden, leve med den (ikke bare Dietmars). At bevæge sig på den tynde linje mellem liv og død. Fortællingen har en velgørende klarhed og dybde, der forener liv og død. Hovedhistorien lever ikke uden Ladys familiespejl og eventyrlige opvækst der slutter brat med farens død. Ladys og Dietmars forskellige barndomstraumer er fortællingens mørke, lysende bagtæppe.«
Kirsten Thorup
»Jeg knuselsker denne bog og vil snart læse den igen. Line Maria Lång har skrevet så fin en roman, som både er et rørende og morsomt portræt af sit nære venskab med nu afdøde forfatter Jan Sonnergaard og en skildring af sorg over tid, og om at miste både en far, en kæreste og så en ven alt for tidligt og ikke mindst om sindets evne til og bestræbelser på at fastholde minder og mærke det evige nærvær fra dem, man har mistet.«
Bog bobler, blog
Himmelanker
Hun har lige udgivet sin første roman, da hun møder den væsentligt ældre, mandlige forfatter, som er hendes litterære forbillede. Ved første øjekast er de to forskellige som nat og dag: Hun holder af det fortryllede og eventyrlige i verden, hun tager fe-vinger på, når hun støvsuger, og hun har et dukkehus i sin stue.
Han ser på tingene fra et mørkere sted: Han råder hende til at droppe sit "overbarnlige" væsen, og han vil ikke se hendes dukkehus. Men langsomt overgiver de to sig til hinanden og opbygger — på en grund af spøjse styrkeprøver og sort humor — et dybt og underfundigt venskab. Da han pludselig dør, beslutter hun sig for at skrive om ham.
Himmelanker er Line-Maria Långs roman om hendes venskab med forfatteren Jan Sonnergaard og om hans død i 2016. En sorgfuld fortælling om at miste og at være bange for at glemme — men også en lys og sprudlende kærlighedserklæring til litteraturen, fantasien og venskabet.
Himmelanker er oversat til serbisk.
»Som barn tænkte jeg, at Lambubo var følelsen af at dreje hurtigt rundt og føle sig, som om man gik i et med alt, ligesom zoome ud og være sammen med hele verden.
Det begyndte med min farfar og Sverige. At besøge farfar på Hallandsåsen og plukke jordbær i små papbakker, der først skulle samles, efterfølgende at have jordbærhænder, som vi kaldte det, altså hænder, der ligegyldigt hvor meget de blev vasket, lugtede svagt sødligt. Mine forældre fik senere et sommerhus i nærheden. Vi havde cykler stående hos en landmand, vi hentede dem, når vi ankom og kørte til tankstationen, og det undrede mig, at cyklernes metalstel kunne dufte af halm, og det var en lykke barfodet – barfodet fordi vi altid glemte, hvor langt det var at køre til tankstationen – at køre op og ned ad bakkerne og ende med sorte fodsåler i cafeteriet og spise kartoffelmos med tyttebærsovs.
Stjernerne var meget klare om natten, det var mine første klare stjerner. At mærke et koldt hus blive varmet op af en brændeovn, at nærme sig det udefra og for første gang se en rygende skorsten.
Der var noget ved det hele, som jeg ikke kunne sætte ord på, og farfar sagde, at det var oplevelser, der forbandt os til noget fælles større, det var den åndelige føde i konkret form. Jeg synes det virkede meget kompliceret.
Vi kaldte det Lambubo.
Jeg spurgte farfar, hvilken fysisk ting han synes, der var mest Lambubo.
„Sporvogne,“ svarede han. «