← Alle bøger
Artiskokhjerte

»Den er parisisk fiks, 'Naked lunch'-syret, dadaistisk, knugende og klaustrofobisk. Line-Maria Långs første roman forbinder raffineret forældre med sprog, løgn og svigt. (…) Den skal læses langsomt og opmærksomt, som god litteratur jo skal det. (…) Det slår mig, hvor utvungen og elegant, Line-Maria Långs Artiskokhjerte fremstår. Hvor fint Lisas „flimren“ og romanens billeder får lov at myldre, samtidig med at hele den komplekse molevit hænger sirligt sammen.«

Kamilla Löfström, Information

»Line-Maria Lång er lykkedes med en roman, som man ikke slipper og som rumsterer længe i hovedet bagefter. (…) Sprogligt er Lång også en nydelse – hun kan slå en stemning an, så man ikke bare ser, men også hører og lugter det skildrede for sig (…) Artiskokhjerte anbefales herfra på det varmeste.«

Katinka Bruhn, Weekendavisen

»Fabelagtig debutroman.«

Katrine Nadia Jørgensen, Alt for damerne
Roman · 2014

Artiskokhjerte

Rosinante · Omslag af Alette Bertelsen

Lisa er 15 år, hun er ikke så god til det sociale, men hun har sprunget to klasser over i folkeskolen og er fremragende til at memorere og lave systemer. Hun husker alt i små historier. Hun tænker på Braun støvsugeren som Eva Braun, brusekabinen som "Glasklokken," og sit køn som "Trold kan tæmmes."

Lisas franske far har givet hende et særligt forhold til musik og sprog, han forlod familien, da hun var 10 år gammel og Lisa bor alene sammen med sin excentriske mor, der opfører sig mere som veninde end mor.

Lisa vil gerne genoptage kontakten med faren, så hun tager til Paris og bliver indlogeret hos sin franske halvsøster Tulia, hendes kæreste og deres barn. Faren har travlt med sit eget pladeselskab og har hverken lyst eller overskud til at lære sin danske datter at kende. Lisa føler sig ensom, men møder så en ældre mand, den frygtede musikanmelder med tilnavnet "Le Monstre."

Drevet af skuffelse over faren, kedsomhed og fascinationen af "Le Monstre," bliver Lisa besat af tanken om at blive hans ven, og hvis det kræver en romantisk relation, så er hun klar til det.

Artiskokhjerte er en undersøgelse af moral, kærlighed og ansvar, når en vedholdende og manipulerende, men kun 15-årig pige forfører en ældre mand som udmærket godt ved, at det hun søgte var en far.

Artiskokhjerte er oversat til serbisk.