»Virkeligheden er anderledes efter mødet med Line-Maria Lång. Mere kan man ikke forlange af mødet med et kunstværk. Fabelagtig debut. (…) Måske skulle man overveje at indføre et nyt begreb i litteraturvidenskaben: Lång-effekten. Definition: Evnen til fuldstændig ubemærket at dreje en fortælling til dens ekstreme modsætning.«
Dagbladenes Bureau
»ROTTEKONGE er en imponerende debut fra en utrolig lovende ung dansk forfatterinde (…) Over de 21 ultrakorte noveller demonstrerer Line-Maria Lång et talent for sproglig og rytmisk sans (…) Da jeg efter læsningen kiggede ned over titlerne på de 21 noveller, stod de hver for sig stadig klart i min erindring, hvilket talent! (…) I ROTTEKONGE formår Line-Maria Lång i bedste David Lynch-stil, at tage en uskyldig kendt hverdagssituation, som fx børn der leger i 'Roger' og 'Dukke', og fremmedgøre den totalt, så det knuger i maven, ofte uden at man egentlig er helt bevidst om, hvorfor det er sådan.«
LitteraturNu
»„Rottekonge“ er en fascinerende, frastødende, foruroligende og fuldstændig fabelagtig novellesamling«
Kultunaut
Rottekonge
Line-Maria Lång skriver om pigebørns pigelege og pigeløgne. Læseren bliver ikke taget i hånden, men revet med i sylfidespring mellem virkelighed og fantasi til han taber orienteringen. Følger efter og er forført.
Det er tankemylder og litterær rokoko, sirlig og gakket. Men erotikken lurer altid under overfladen. At læse Line-Maria er derfor en hinketur på en crème brûlée. En stund svævende i et uskyldigt tankespring, i næste nu på vej ned i barndommens våde mørke.
— Anders Abrecht, journalist og lærer
Rottekonge består af 21 noveller og grotesker, der med sproglig sanselighed og appetit udforsker identitet og køn, mennesker og dyr.
Udvalgte noveller fra Rottekonge er oversat til græsk, tamil, serbisk og amerikansk. Oversættelser har været bragt i blandt andet Literary Review, Southern Review og Absinthe: New European Writing. Novellen "As You've Planned It," blev nomineret til "The Pushcart Prize 2012". Kortfilmen ’Fugle’ af Trine Nadia er lavet med afsæt i novellen Tøsetur fra Rottekonge.
Inspireret af titelnovellen har en af Långs yndlingskunstnere, Kathrine Ærtebjerg, lavet omslaget til Rottekonge.