»En smuk, smuk børnebog om den store sorg over at miste en forælder. Om at lede efter spor, i farverne, lyset, stilheden og om at finde omsorgen i de efterladte.«
Alberte Winding
»"… vi er jo ikke det sted, din far er. At vide, hvordan det er, ville være ligesom at prøve at regne, hvis man ikke vidste, hvad tal var. Vi må nøjes med at fornemme." Ordene er fra Line-Maria Lång og Frederikke Langes på flere planer smukke billedbog, MÅNEGADE. En pige mister sin far. Hvor går man hen med sin sorg? Ja, det er svært at give et svar på — og måske lige netop derfor er udgivelsen så fin. Sorg hverken forstås eller overstås med et enkelt svar. De er et godt par, Lång og Lange. Långs fine, poetiske tekst akkompagneret af Langes sarte, drømmende akvareller.«
Bausagers books
Månegade
En lille piges far er død, og hun spørger igen og igen: »Hvor er han? Hvor er hans blå øjne?«
Hun taler med mennesker og dyr, der alle har forskellige perspektiver på døden. En fugl mener, at alle er født til at blive engle. En muldvarp er sikker på, at efterlivet findes under jorden og består af at grave lange gange. Pigens farfar tror, at sjæle er forbundet med naturen. Hendes mor siger, at faren bor i deres hjerter, og pigen synes også, at hun kan høre den tromme, faren spillede på, i sit hjertes slag.
Månegade er en historie om en piges søgen og vilje til at finde sit eget nye ståsted i verden.
»Jeg tænker på dengang i cykelkælderen, hvor jeg sad på en gammel kælk. Far og hans venner øvede til en koncert. Far spillede på sine små indiske trommer, og jeg fik lov til at rasle med et rasleæg. Instrumenterne lød som forskellige dyr, som talte til hinanden. En guitarkat sagde: bæv bæv, jeg er cool og lidt træt. Et keyboardæsel svarede: dang-dih-dah, vi går hen over marken, og solen er ved at stå op. Og så sagde fars glade egerntrommer: bum-diga-bum ching-ching, vi springer, vi hopper, vi er glade.
Nogle gange blev alle lydene til ét dyr.
Far kaldte det, når de gik med vingerne og tog hen til musikkens sted.
Er det dér, far er nu?«