Dear Prudence

Lång

»Vi taler om kunsten og kunstnere og om, at vi begge to er lige så afhængige af musikken som af litteraturen, mens jeg laver en lille dame ud af det sølvpapir, der sidder rundt om flaskehalsen på sekt-flasken – det er noget, jeg altid gør, når jeg drikker bobler i godt selskab. Tom har efterhånden en hel samling af sølvpapirsdamer i sin lejlighed, de står side om side, guld- og sølvfarvede. Jeg har sagt til ham, at han bliver nødt til at købe flasker med mere spraglet papir. Tænke på de små damers kjoler.

”Men vi får hende da aldrig med hjem,” siger jeg og rækker den lille sølvfarvede dame frem mod ham.

”Jeg er god til at passe på små ting,” siger han.

Kennedy

With the foil, she deftly fashions a miniature dancing woman with long dress, arms and head, complete with breasts.

“Where did you learn to do that?”

“Nowhere. I just saw the dancer in the foil.”

The Japanese gentleman smiles and says something in Japanese, pointing at the dancer.

We smile our incomprehension, and he says something else which ends with “Arigato.” I say, “Arigato.” Forty years before, I was in Tokyo and only remember that word.

Lång

Vi taler om Bob Dylan og ”Leopard-Skin Pill-Box Hat” og sætningerne:” You know it balances on your head just like a mattress balances on a bottle of wine,” som jeg elsker.

Tom troede engang, at Bob sagde ’matchbook’ i stedet for ’mattress’. Vi sad på Kultorvet og talte om det, og jeg var straks parat til at indrømme, at jeg nok tog fejl, jeg tror altid, jeg tager fejl, når det er påstand mod påstand. Men Tom slog det straks op, da han kom hjem og skrev til mig: ”Du har ret, det er ’mattress’!”, og som forsvar for tændstikæsken og dens firkantede lighed med madrasser lagde vi, næste gang vi sås, forsøgsvis hans kalender på toppen af en flaske med vin, vi aldrig drak. Og nu sidder jeg og tænker på den leopard-skin pill-box hat, Tom fik syet. Jeg har set et billede af ham med den på hovedet. Det var lige ham. Han rejser sig, han skal på toilettet. Han har lagt solbrillerne på bordet, jeg ved ikke, hvordan de kom op af lommen. Der er noget sørgmodigt ved det. At sidde der ved siden af solbrillerne. Der er genskin i dem fra glasbordet. Jeg ser på den grå pude i sofaen, der hvor han sad; puden får langsomt mere luft og udvisker sporet af, at han lige sad der. Jeg kender de solbriller så godt, jeg er engang kommet til at tage dem med hjem i min taske, fordi jeg skulle holde dem for ham, og jeg skal ikke kunne sige hvorfor, men da jeg opdagede det, var det første, jeg gjorde, at tage et billede af hans solbriller ved siden af mine, brillestang i brillestang. Den japanske mand ser over på mig og så ned på den lille sølvpapirsdame. Det er hende, han stadig ser på, da Tom kommer tilbage. Jeg tager Toms hånd, da han har sat sig.

”Du ved godt, at jeg elsker dig, ik’?” siger jeg.

Kennedy

The demi-sec is not bad. We speculate in whispers what other people make of us: that I am an evil wealthy old man, that she is a young good-looking adventurer. To furnish their fantasies, we hold hands, kiss one another’s hand lingeringly, gaze into one another’s eyes – which is not painful to me. It occurs to me that it is a bitter-sweet charade, that I am celebrating the things I cannot have, then that I am a lucky old toad that she will play this charade with me. As if she reads my thoughts, she says, “You know I love you, don’t you?” It is a statement that might seem patronizing by anybody else, but not from Line-Maria.

I remember the day we met, nine years ago, and I know that she loves me, but say, “I don’t know why you do. It’s mystifying.”«